Gladsaxe Cykler Til Arbejde 2025: deltag med jeres hold nu?
Cyklistforbundets forårskampagne ‚Vi Cykler Til Arbejde‛ kører i hele maj, og spreder cykelglæde på arbejdspladser, hjemmekontorer og cykelstier i hele Danmark. Man deltager på hold à 2-16 personer. Det gælder om at cykle flest mulige dage i maj måned. Hver dag på cyklen giver point i lodtrækningen om præmier til hele holdet.
Tak fordi du cykler
Gladsaxe er fast samarbejdskommune på kampagnen og plejer at være blandt de byer med allerflest deltagere. Sidste år deltog 4.827 kolleger fra private og offentlige arbejdspladser i Gladsaxe, og tilsammen cyklede de 926.268 km i løbet af maj måned.
– Jeg håber, at rigtig mange virksomheder og medarbejdere vil være med til at gentage succesen fra sidste år, og forhåbentlig kan vi få endnu flere med. Cykling som transportform er en gevinst for folkesundheden, den grønne omstilling og trængslen på vejene. Det gavner både den enkelte medarbejder, arbejdspladsen og Gladsaxe som helhed. Så der skal lyde en stor tak til alle, som vælger cyklen til, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.
Gladsaxe Kommune har desuden lanceret en stor kampagne i byrummet, der hylder alle, som træffer grønne transportvalg – hvad enten det er bus, S-tog, samkørsel eller cykel. Og i Vi Cykler Til Arbejde kan du nemt kombinere cykling med offentlig transport. Alle kilometer på cyklen tæller, også selvom du har cyklet ned til S-togsstationen eller busstoppestedet.
Sund vej til bæredygtig transport
Når man deltager i Vi Cykler Til Arbejde, er man på hold med sine kollegaer eller venner. Der går hurtigt ”sport” i at cykle, og det løfter både cykelglæden og holdånden på arbejdspladsen. Som bekendt giver cykling i hverdagen god motion og frisk energi.
– Det er så sundt at køre på cykel, at lægerne burde udskrive det på recept, siger Kenneth Øhrberg Krag, der er direktør i Cyklistforbundet.
At det er sundt at cykle, bekræftes af flere undersøgelser. 263.450 voksne briter deltog i et femårigt opfølgningsstudie. Cykling til arbejde var associeret med 41 procent lavere risiko for tidlig død sammenlignet med bilister og brugere af offentlig transport.
– Det bedste er, at du ikke behøver cykle frygtelig langt. De første 1-2 timers cykling om ugen har nemlig dobbelt så stor sundhedseffekt som de efterfølgende timer,” siger Kenneth Øhrberg Krag.
Du kan læse mere om Vi Cykler Til Arbejde og tilmelde dit hold på vcta.dk