Fokus på grøn transport: Gladsaxe kommune hylder alle der transporterer sig bæredygtigt
Gladsaxe Kommune rullede d. 24 februar en ny anerkendelseskampagne ud, som skal fremme grønnere transportvaner i kommunen.
Kampagnen hylder alle de medarbejdere, borgere og studerende, som hver dag eller så ofte som de kan, vælger at transportere sig bæredygtigt enten på cykel, gåben, bus, tog eller ved at køre sammen i bilerne.
Gladsaxe er Danmarks 5. største erhvervskommune og hver dag pendler omkring 40.000 medarbejdere ind og ud af Gladsaxe. Det giver trængsel, støj og CO2 udledning. Derfor bliver vi nødt til alle at tage stilling til vores transportvaner.
„Det er godt for klimaet, for vores sundhed og giver bedre plads på vejene til dem, som ikke kan undvære bilen i hverdagen. Derfor håber jeg, at der bliver taget godt imod kampagnen, og at den kan inspirere til, at flere vælger at transportere sig bæredygtigt‟, siger kommunaldirektør Ulrich Schmidt-Hansen.
Kampagnen vil gerne hylde fx medarbejdere på vej på arbejde, derfor kan man i byrummet langs cykelstier og veje og ved bustoppesteder og stationer m.m. finde plakater med positive budskaber: ‚Tak fordi du cykler… også når det regner‛ eller ‚Tak fordi du tager toget… også når du har flere skift‛. Men budskabet er også at finde ude hos mange virksomheder, som har fået mulighed for at sætte et skilt op på deres cykelstativ.
ÆNDRING AF VANER KRÆVER ANERKENDELSE OG OPMÆRKSOMHED
De fleste ved, at det ikke nemt at ændre vaner, derfor har Gladsaxe valgt at bygge kampagnen på adfærdsforskning. Forskningen viser, at den bedste måde at ændre vaner er, at blive set og anerkendt for de gode vaner man har, og de gode valg man træffer.
Ved at hylde de gode handlinger vil Gladsaxe skabe en grønnere transportkultur. For er det kan lykkedes er det afgørende at, alle taler om grøn transport i formellem og uformelle sammenhænge. Nogen skal gå forrest også når det kræver lidt ekstra tøj, tid eller planlægning.
„Det har nemlig vist sig, at selv ganske få medarbejdere på en arbejdsplads eller uddannelsesinstitution kan være med til at ændre adfærden for de mange – og det gælder også i de private sammenhænge‟, fortæller erhvervschef og leder af Gladsaxe Erhvervsby – et partnerskab for bæredygtig vækst og livskvalitet, Karen Brosbøl Wulf.
Så husk at anerkende alle jeres medarbejdere som transporterer sig bæredygtigt – så bliver det lidt nemmere at ændre vaner og ikke mindst at fastholde dem!
Se filmen om kampagnen med kommunaldirektør Ulrich Schmidt-Hansen HER.