Møde med oplæg om Avantors HR-arbejde og spændende startup

I torsdags mødtes vi i Erhvervsbyens HR-netværk, hvor den globale leverandør af laboratorieudstyr VWR, part of Avantor var vært. Direktør Niels Bo Frost Pettersson bød os velkommen og fortalte om Avantors forretning og organisation, både på globalt plan og nationalt i Danmark.

Efterfølgende holdt HR-manager Susanne Frederiksen oplæg om deres HR arbejde, hvor hun blandt andet fortalte om vigtigheden af anerkendelse, sammenhængskræft og at passe godt på den vigtigste ressource – nemlig medarbejderne. Susanne fortalte om de dilemmaer, der kan være i forbindelse med HR i en stor, global virksomhed. Det var meget spændende at høre om, hvordan de er lykkedes med at skabe en arbejdsplads med stærk tilknytning, blandt andet gennem åben kommunikation og fokus på udvikling og nytænkning.

Efterfølgende fortalte Ali Kazemi, PhD og CEO, og Olav Csiky, MSc og Strategic Alliances Lead i vores lokale startup Metaceutic om deres nye, AI baserede forebyggende sundhedsforløb, som bygger på indgående analyse af medarbejdernes tarmsundhed. Konceptet indebærer skræddersyede handleplaner for optimering af medarbejdernes kost og livsstil, som både kan skabe fysisk og mental trivsel og sundhed, som i sidste ende kan mindske sygefraværet. Det var interessant at høre om de markante resultater og hvordan helhedsorienterede og forebyggende tiltag kan bruges i en HR-sammenhæng. Vi sluttede af med en åben dialog om konceptet og delte vores erfaringer med forskellige sundhedstiltag på arbejdspladsen.

Et spændende og inspirerende møde, hvor der blev skabt nye kontakter, stillet nysgerrige spørgsmål og diskuteret forskellige dilemmaer. Vi fik desuden talt om hvordan vi lykkes med at skabe grønne mobilitetsvaner, social ansvarlighed og forskellen på arbejdet med HR i de forskellige typer virksomheder.

Tak til VWR, part of Avantor for værtskabet!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *