Gladsaxe kåret som Danmarks bedste erhvervskommune!
Gladsaxe tager en suveræn førsteplads i Tænketanken Ceveas analyse af kommunernes erhvervsaktivitet. Velfærd for virksomheder kan ses på bundlinjen, siger borgmester Trine Græse.
“Vi er den første kommune i Danmark, der arbejder med begrebet velfærd for virksomheder på samme måde, som vi skaber velfærd for vores borgere. Det betyder, at vi hver dag gør os umage med at gøre Gladsaxe til et godt sted at drive virksomhed. Det er dejligt, at det kan ses på bundlinjen. Vores virksomheder har samlet set Danmarks højeste jobvækst og eksport og deres produktivitet og vækst er helt i top. Derfor synes vi også, at vi har fortjent vores flotte placering,” siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.
Det er tænketanken Cevea, com har analyseret udviklingen i beskæftigelse, produktivitet, eksport, iværksætteri og vækst i alle landets kommuner. Og der er ingen tvivl om, at virksomhederne i Erhvervsbyen er udslagsgivende særligt for den høje eksport. Rapporten påpeger, at de afgørende faktorer, for at Gladsaxe ligger øverst, er tætheden på København, god adgang til højtuddannede, et bredt netværk, andre store virksomhederne med samme kompetencer samt centraladministrationen og en stor lufthavn. Derudover fremhæves den aktive erhvervsfremmende politik med fokus på at tiltrække bestemte typer internationale virksomheder.
“I Gladsaxe Erhvervsby er vi rigtig glade for at høre, at Gladsaxe er kåret som Danmarks bedste erhvervskommune. Det er jo et fint udgangspunkt for vores arbejde med at udvikle Erhvervsbyen, og det er klart noget, vi kan trække på i brandingen af området – blandt andet i de film vi skal lave og markedsføre,” siger Karen Brosbøl Wulf, leder af Gladsaxe Erhvervsby.
Se rapporten fra Cevea her og læs nyheden på Gladsaxe Kommunes hjemmeside.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!